Diktest Ånd
Hvad ei med Ord kan nærvnes
I det rigeste Sprog,
||

Det Uudsigelige,

Skal Digtet røbe dog.



Af Sprogets strenge Bygning,

Af Tankeformers Baand,

Stiger en frigjort Tanke,

Og den er Digtets Aand.



Den boede i Sjelen,

Før Strofens Liv blev til,

Og Sprogets Malm er blevet

Flydende ved dens Ild.



Den gjennemtrænger Ordet

Lig Duft, der stiger op

Af Rosentræets Indre

I den aabnede Knop.



Og skjønt den ei kan præges

I Digtets Tankerad,

Den er dog der tilstede

Som Duft i Rosenblad.



Glem da den gamle Klage,

At ingen Kunst formaar

At male Tankefunken,

Hvoraf et Digt fremstaar.



Thi hvis den kunde bindes,

Og sløres af paa Prent,

Da var i denne Skranke

Dens Liv og Virken endt.



Den vil med Aandens Frihed

Svæve paa Ordets Klang;

Den har i Digtets Rytmer

En stakket Gjennemgang; —



En Gjennemgang til Livet

I Læserens Bryst;

Der vil den vaagne atter

I Sorrig eller Lyst,



Og næres og bevæges,

Og blive lig den Ild,

Der laa i Digter-Sjelen,

Før Strofens Liv blev til.



Kun da bevarer Digtet

Sin rette Tryllemagt;

Det Uudsigelige

Er da i Ordet lagt.



Betragt den stille Lykke,

Der gjør en Digter varm,

Mens Aanden i hans Sange

Svæver fra Barm til Barm.



Lad kun hans Rygte hæves

Mod Sky af Døgnets Vind, —

Det er dog ei den sande

Kvægelse for hans Sind.



Men naar hans Tankebilled,

Med eller uden Ry,

Finder et lutret Indre,

Og fødes der paa Ny, —



O, bring ham da et Budskab

Om dette Aandens Bliv;

Thi dermed er det lovet

Hans Verk et evigt Liv.